
Når jeg taler med andre om AI, er ét af de første spørgsmål jeg får: “Hvilken betydning får det for mit job?” eller “Hvordan kommer det til at påvirke min virksomhed?”
Mit svar er, at jeg tror på, at AI vil give flere mennesker flere muligheder end nogen anden teknologi i historien. Det vil hjælpe virksomheder med at blive mere effektive, give alle muligheden for at tjene penge på en idé og skabe nye jobs, som slet ikke findes i dag.
Men AI vil også være en omvæltning. Fremtidens jobs kommer til at se helt anderledes ud, og virksomhederne må tilpasse sig – det må vi alle sammen, fra skifteholdsarbejdere til direktører. Alle skal lære at arbejde på nye måder.
Hos OpenAI kan vi ikke fjerne den omvæltning. Men det vi kan gøre er at hjælpe flere mennesker med at bruge AI og forbinde dem med virksomheder, der har brug for deres kompetencer og dermed give flere mennesker flere økonomiske muligheder.
Det starter med adgang, hvilket er årsagen til at de mange millioner af mennesker, der hver uge bruger ChatGPT, gør det gratis. Vi vil gerne lægge AI og de muligheder, der følger med, i hænderne på så mange som muligt. Men det er også vigtigt at vide, hvordan man kan bruge AI til at blive mere produktiv, forme verden omkring sig og tage sin skæbne i egne hænder på nye måder.
Der er årsagen til, at vi samarbejder med en lang række organisationer – fra de helt store virksomheder som Walmart og John Deere til professionelle servicevirksomheder som Boston Consulting Group og Accenture, jobsøgnings- og rekrutteringsplatformen Indeed, organisationer som Texas Association of Business og The Bay Area Council samt delstatsmyndigheder som guvernørkontoret i Delaware – for at hjælpe alle med at drage fordel af de muligheder, som AI giver. Sammen har vi fokus på to store initiativer:
Først arbejder vi på at udbygge OpenAI's karriereplatform.
Hvis din virksomhed gerne vil ansætte en AI-kyndig medarbejder eller du bare har brug for hjælp til en specifik opgave, kan det være svært at finde den rette person til opgaven. På OpenAI's karriereplatform vil man kunne finde erfarne kandidater på alle niveauer og muligheder for alle, der gerne vil sætte deres kompetencer i spil. Og vi vil bruge AI til at hjælpe med at finde det bedste match mellem det, virksomhederne efterspørger og har brug for, og det, kandidaterne kan tilbyde.
Det vigtige er, at platformen ikke bare bliver en måde for store virksomheder at tiltrække flere talenter. Den skal indeholde et spor, der er skabt til at hjælpe lokale virksomheder med at konkurrere og myndigheder med at finde de AI-talenter, de skal bruge for bedre at kunne varetage borgernes interesser. For eksempel vil Texas Association of Business bruge platformen til at forbinde tusindvis af arbejdsgivere med talentfulde kandidater, der kan hjælpe med at modernisere deres virksomheder.
Vi er også godt klar over, at alle arbejdsgivere, der er i process med at ansætte nye medarbejdere – via karriereplatformen eller andre steder – skal kunne stole på, at kandidaterne rent faktisk har de rette AI-kompetencer. Mange virksomheder, herunder også mindre virksomheder, er overbeviste om, at AI er nøglen til deres fremtid. De fleste, vi taler med, vil gerne sikre sig, at deres medarbejdere ved, hvordan man bruger vores værktøjer.
Og det er tanken med vores nye OpenAI-certificeringer.
Undersøgelser viser(åbner i et nyt vindue), at AI-kyndige medarbejdere skaber mere værdi, er mere produktive og får en højere løn end medarbejdere uden AI-kompetencer. Derfor lancerede vi tidligere i år OpenAI Academy, en gratis, online læringsplatform, som har forbundet mere end to millioner mennesker med de ressourcer, workshops og netværk, de skal bruge for at mestre AI-værktøjer.
Og nu udvider vi vores Academy med muligheden for at blive certificeret på forskellige AI-niveauer, fra det helt grundlæggende i arbejdsøjemed til brugerdefinerede AI-jobs og udviklingsopgaver. Vi vil selvfølgelig bruge AI til at undervise i AI: Alle vil kunne forberede sig til certificeringen gennem ChatGPT’s studiehjælp og opnå certificeringen uden at forlade appen. Og virksomhederne vil nemt kunne integrere det i deres egne lærings- og udviklingsprogrammer.
OpenAI arbejder målrettet mod at certificere 10 millioner amerikanere inden 2030. Og det vil vi gøre sammen med vores lanceringspartnere, herunder verdens største arbejdsgiver: Walmart. Walmart udtaler:
“Hos Walmart ved vi, at fremtidens detailhandel ikke defineres af teknologien alene, men af de mennesker der ved, hvordan man bruger den. Ved at bringe AI-træningen direkte ud til vores samarbejdspartnere, lægger vi vor tids bedste teknologi i deres hænder og giver dem færdighederne til at omskrive drejebogen og forme fremtidens detailhandel.”
– John Furner, CEO, Walmart U.S.
Vi er klar over, at opkvalificerings- eller omkvalificeringsprogrammer har blandede resultater og ikke altid har ført til bedre jobs eller højere lønninger. Men vi har kigget nærmere på det, der førhen har fungeret og ikke fungeret og designer nu vores programmer til bedre at kunne servicere både medarbejderne og arbejdsgivernes behov. For eksempel sørger vi takket være vores lanceringspartnere og karriereplatform for at tilbyde træning, der er dybt forankret i forståelsen af arbejdsgivernes behov og de kompetencer, de efterspørger hos medarbejderne, så vi bedre kan matche udbud og efterspørgsel. Vi udbyder også denne træning på en måde, der er mere egnet til at opbygge nye færdigheder end mere traditionelle klik og svar-baserede certificeringer.
De nye initiativer lanceres som en del af vores forpligtelse over for Det Hvide Hus' målsætning om at fremme viden om AI. I takt med at vi udvikler disse programmer, fastholder vi vores fokus på at betjene både arbejdsgivere og medarbejdere.
Det handler om at være bevidst om, hvilken fremtid man ønsker at skabe. Hvis vi ønsker, at fordele magten ud på flere mennesker, frem for de få, er vi nødt til at hjælpe alle, på alle niveauer, med at drage fordel af de muligheder, som AI tilbyder. Vi har stadig lang vej igen, men dette er et vigtigt skridt i den rigtige retning.


